Jeg opdagede Lones talent for at skrive rim på hendes blog, hvor der dukker et op i ny og næ. Der var noget helt særligt i både form og indhold, noget som straks inspirerede mit billedsprog. Den kærlige humor, de små hverdagsmirakler, de meget originale mennesker og dyr og deres gøremål, de sproglige finurligheder og meget andet.
Jeg tegnede et par skitser og mailede dem sammen med et forslag om et samarbejde. En bog. Lone var heldigvis med på ideen. Søren tog sig af det grafiske arbejde. Og så var vi i gang.
Det har som forventet været en leg at sætte billeder på Lones rim. Vores trekløver havde et suverænt flow gennem hele processen.
Og tusch og akvarel var de helt rigtige redskaber. Det endte med, at jeg ”overmalede” hele bogen! Et sandt eventyr for en penselsvinger med stor maletrang!


AFRIMNING udkommer den 26. nov. 92 sider. 195 kr. Du kan allerede nu forudbestille den på email@olegroen.dk med malerens signatur, en hilsen og en ekstra lille pipfugle-tegning.